Det er snart jul. Det minner meg om at jeg bladde litt i et julenummer av et idrettsblad. Bladet var ganske gammelt, nemlig fra 1908. En av artiklene begynner med å hylle friidrett, og det kan vi jo like:
Stort seet og folkelig seet staar den «fri idræt» uomtvistelig som den viktigste idræt, fordi den rigtig drevet skaber en sund, vakker krop, og fordi den kan drives av hvemsomhelst og hvorsomhelst uden større arrangement og uden store omkostninger.
Artikkelen fortsetter så med å hylle løp og tekniske øvelser; «det prægtige hækkeløb». Men ikke alle øvelser faller i smak:
For marathonløbet, der havde sin berettigelse i gamle dage, da man savnet hastighedens fremkomstmidler, er det nu vanskelig, for ikke at si umulig, at finde det praktiske behov som baggrund for dets dyrkelse og trivsel. Her i Norge regnes det ikke længer for idræt. Saa langt er vi Gudskelov kommet, at vi ser paa det som det, det virkelig er, nemlig en art menneskeødeleggende sport, der helst burde være forbudt, endog af politiet.
Den latterlige kapgang betragtes af os nordmænd nu nærmest som et cirkusklown-nummer og er selvfølgelig ligeledes fjernet fra vore idrætspladse.
Om trestegsspranget er der dissens. Nogle sier det er historisk, andre ikke. Atter andre siger det ikke er sundt, og det er jo det viktigste for vor bedømmelse af dets værd. Hvorvidt det er sundt og udviklende, har man ikke bragt fuldt paa det rene, og indtil saa er skeet, vil det delvis blive seet paa med skepcis.
Vi presiserer at dette ikke er våre meninger. Men kilden er Norsk Idrætsblads julenummer 1908. Morsomt å se hva som har blitt ment gjennom tidene! Historiens gang ga ikke skribenten rett, eller hva?
