Det ble satt en del verdensrekorder i 2011, og en del kjempebra «nesten-rekorder» som Yohan Blake sin 200 meter. Blir det satt noen nye rekorder i vinter, nå som for eksempel Asafa Powell vurderer å ta seg en innendørssesong? Det gjør det trolig ikke, skal vi tro tilskuer til OL i 1912:
Jo mere jeg ser av de olympiske leke, jo mere jeg i detalj følger de enkelte prestationer, jo sterkere blir mit indtryk av, at lekene i sin nuværende form snart har overlevet sig selv. Det er klart, at engang maa man naa den menneskelige ydelsesevnes grænser. Det kan jo ikke gaa saadan i det uændelige at sætte rekorder. Den eneste mulighet for stadig at naa høiere maatte jo være, at de specielle prestationer fortsættes gjennem slegtsled. En spydkasters søn maatte fortsætte sin fars haandværk i idræt. En fremragende marathonløper maatte sørge for, at evner, anlæg og interesser forplantedes til sønnen, det fortsatte med farens øvelse.
Skribenten var som vi ser — et stykke ute på jordet. Men han trodde selv han hadde støtte i den nymotens «vitenskap»:
Overensstemmende med Darwins teorier, og de erfaringer, man blandt andet har høstet fra væddeløpssportens utvikling med hensyn til det engelske fuldblod kunde man muligens opnaa at skape en race av marathonløpere, av spydkastere, høidehoppere, kulestøtere og slæggekastere etc. Hvilken betydning dette vilde ha for den almindelige kulturutvikling eller paa disse menneskers evne at gavne sig selv og det menneskelige samfund, er det i øieblikket noget vanskelig at kunde besvare. Jeg tror ikke man bør overvurdere betydningen. I ethvert tilfælde maatte man da kaste overbord det gamle slagord om harmoni og skjønhet, ti fremtidens kulestøtere, marathonløpere og høidehoppere utviklet paa den overfor antydede maate vilde neppe efter nutidens begreper fylde kravet til skjøn og harmonisk kropsform.
Kilde. Norsk Idrætsblad.
